watertoren Utrecht Lauwerhof

Midt i Utrecht, på gaden Lauwerhof, står et tårn på 39 meter, som let overses mellem kanalerne og byens facader. Vandtårnet er byens første, tegnet i nyrenæssance af UWM-arkitekten L.C. Dumont, og byggeriet begynder i 1895. Tårnet er fredet som rijksmonument, en anerkendelse af både arkitekturen og sin betydning for byens udvikling.

Før tårnet rejser sig over byen, henter beboerne drikkevand fra brønde, pumper og kanaler, der samtidig bruges som kloak. Koleraudbrud følger i kølvandet, og i 1855 opretter Utrecht Nederlandenes første sundhedskommission. Først i 1883 får byen rørført vand, anlagt af Compagnie des Eaux d'Utrecht, som senere bliver til UWM. Vandet ledes femten kilometer fra Soestduinen gennem et system med dampdrevet pumpestation og en højdeforskel på halvtreds meter. Efterhånden som flere kobles på ledningerne, bliver trykket svært at holde, og svaret er et vandtårn midt i centrum. UWM opfører det i direktør P.E. Rijks egen baghave med Dessing fra Gouda som entreprenør, og regningen lyder på 46.800 gylden. Reservoiret, et Intze IM fra det tyske firma F.A. Neumann, rummer 1.500 kubikmeter, det største af sin art i Nederlandene. To år efter følger et tårn til på Riouwstraat, og senere kommer flere ved Heuveloord, Amsterdamsestraatweg og Neckardreef.

Tårnet holder byens tryk oppe frem til 1983, og herefter fungerer tanken som reserve indtil 2010. I over femogtyve år huser tårnet Waterleidingmuseum, der fortæller om nederlandsk drikkevands historie, nutid og fremtid. Da hovedsponsoren Vitens stopper finansieringen, lukker museet ved udgangen af 2010, og samlingen indgår senere i Nederlands Watermuseum i Arnhem. I 2016 sælger Vitens bygningen til Caron Real Estate, som ombygger den og bevarer mange af de originale detaljer. Stueetagen bruges til møder og kurser, og tre studielejligheder ligger oppe i tårnet, hvor byens drikkevand engang stod tredive meter over gaden.