Basilica di Sant'Ambrogio

Basilica di Sant'Ambrogio er en af Mailands ældste og vigtigste kirker, næst efter Domkirken. Biskop Ambrosius lod den opføre mellem 379 og 386, da byen endnu hed Mediolanum og var hovedstad i det Vestromerske Rige. Biskoppen helligede den de kristne martyrer, der lå begravet på den nærliggende kirkegård. I det ellevte århundrede genopførte Anselmo III da Rho den i romansk stil. Grundplanen følger dog stadig det tidligkristne forbillede: tre skibe, der hver ender i en apsis, og en forgård foran indgangen.

Inde i basilikaen venter kunstværker, der spænder over flere århundreder. Selve hovedportalen er rigt udsmykket med sirlige relieffer. Guldsmeden Vuolvino skabte alteret mellem 824 og 859, og dets forgyldte frontale med indsatte sten regnes blandt højpunkterne i karolingisk guldsmedekunst. Ciboriet fra den ottoniske tid hviler på fire søjler af rød porfyr, og dets sider bærer relieffer i stuk. I apsiden lyser mosaikken fra det ellevte århundrede: Kristus på tronen, flankeret af martyrerne Protasio og Gervasio og ærkeenglerne Michael og Gabriel. Den ledsages af mosaikscener fra Ambrosius' eget liv.

I den tidlige middelalder kronede man Italiens konger her, og i 1328 fik Freden i Sant'Ambrogio gjort ende på byens indre stridigheder. Komplekset rummer desuden et kloster, canonicaen og kirken San Sigismondo. Bombningerne i 1943 satte deres spor i kirken, men omfattende restaureringer i årene efter bevarede både kunst og historie. Ældst i hele anlægget er dog kapellet San Vittore in Ciel d'Oro fra det femte århundrede med sit forgyldte hvælv. Dets mosaikker viser seks helgener, og blandt dem ser man det ældste kendte billede af Ambrosius selv.