Palau Episcopal

Palau Episcopal ligger tæt op ad Barcelonas katedral og strækker sig fra Carrer del Bisbe hen til Plaça Nova. Palæet er fredet som lokal kulturarv og har huset byens biskop gennem århundreder. I 1078 købte biskop Umbert de Cervelló grunden, og palæet blev den første bisperesidens opført inden for bymurene. En pavebulle fra 1176 nævner det for første gang: en bygning med tårne, nabo til Palau Reial Major, Barcelonas grevers residens.

Mod slutningen af det tolvte århundrede stod en toetagers fløj færdig, bygget op ad den gamle romerske mur. Galleriet i sydøstfløjen bærer tre store buer på søjler med udsmykkede kapitæler, og gesimserne slutter i rudeformede profiler. Kapellet blev bygget mellem 1253 og 1257, efter at to huse var købt og revet ned. I 1614 fik palæet en bro mellem Decumana-porten og Ærkedegnsporten, med fem rundbuede vinduer øverst, indrammet af slanke doriske søjler. I 1690 blev en statue af Sankt Rochus sat i en niche under galleriet. En spiraltrappe i Decumana-tårnet blev bygget til at fragte den fra kapellet op til broen.

Hovedindgangen mod Carrer del Bisbe, indrammet af joniske søjlepar, stammer fra 1769 og bærer biskop Josep Climents stenskjold. Den neoklassicistiske fløj mod Plaça Nova kom til i 1782, da biskop Gabino de Valladares købte tre nabohuse. Mellem 1900 og 1928 stod Enric Sagnier i spidsen for endnu en stor ombygning. I 1936 fungerede palæet som det første provisoriske hovedkvarter for Kataloniens nationalarkiv. Under gården gemmer der sig stadig spor af romertiden. Ved byggearbejder dukkede et romersk tårn op, og lagene viste brug fra det første århundredes slutning til det nittende århundrede. Gravningen afdækkede to rum fra en domus, bygget i sten og tegl. På gulvet i det sydlige rum fandt man rester af en geometrisk mosaik af blå skifer og hvid kalksten.