Forte San Procolo

Forte San Procolo ligger i den nordlige del af Verona, tæt ved Etsch-flodens højre bred, og danner første stop på turen gennem byens forsvarshistorie. Fæstningen blev opført mellem 1840 og 1841 efter tegninger af den tyske generalmajor Franz von Scholl, som ledede det kejserlige fæstningskontor i byen. Efter Scholls død i 1838 færdiggjorde generalmajor Johann von Hlavaty projektet, som indgik i de østrigske fremskudte fortænder, der blev bygget mellem 1837 og 1843.

Anlægget har en asymmetrisk, syvkantet grundplan med en firkantet centralt redout, en befæstet kerne i to etager. Den høje jordvold bærer åbne artilleristillinger, der kunne skyde i alle retninger, og den er hele vejen rundt beskyttet af en tør grave og en ydre vold. Fire kasematterede kaponniere forsvarede graven, og i gården deler fire store traverser, hver med sit eget krudtmagasin, pladsen ad. Hvert magasin rummede 1.790 kilogram krudt, og to 9,5 centimeter forladerkanoner hørte til bevæbningen. I krigstid talte besætningen 230 infanterister og 30 artillerister, og ved nød kunne den udvides til 438 mand. Indgangen lå på sydøstsiden mod bymurerne, og en træbro over graven førte frem til redouten.

Fæstningen blev bygget for at dække en lavning ved foden af San Massimo-højen, hvor byens egen artilleri ikke kunne nå fjenden, og den knyttede sig direkte til cinta magistrale, Veronas hovedring af mure og bastioner. Står du ved volden i dag, ser du et stykke militærteknik fra overgangen mellem det gamle bastionssystem og de moderne polygonale forter.