Chapelle Notre-Dame de Bon-Voyage

Chapelle Notre-Dame de Bon-Voyage står i Nice, på det sted, hvor byen engang tog farvel med sine rejsende. Bygningen stammer fra 1727, men der har ligget kapeller på samme plet længe før. Stilen er barok, den variant, man kender fra Grevskabet Nice. Placeringen følger en gammel skik her i egnen: Kapeller for en skytshelgen eller Jomfru Maria rejste man netop dér, hvor de rejsende mødte byens hovedkirke første eller sidste gang. Fra dette sted viste kirken Sainte Réparate sig for dem, der fulgte stien langs Paillon-floden.

Stedet lå ved en af de gamle saltveje og senere ved strada reale, kongevejen mellem Nice og Turin. I det attende århundrede passerede mere end 30.000 muldyr forbi hvert år. Kapellet blev rejsendes sidste stop: Her bad de Jomfru Maria om beskyttelse, inden den lange, risikable tur mod Turin begyndte. Ruten fulgte Paillons dal, krydsede bjergpas og endte i Piemont, og ikke alle kom sikkert frem. Konsulerne i Nice fulgte endda Savoyens fyrster hertil, før de vendte tilbage til Turin, dengang hovedstad i den savoyiske stat, som også omfattede Nice. Ved restaureringen fandt man rester af et kapel fra det syttende århundrede under den nuværende bygning, særligt omkring vinduerne. Målet var at føre bygningen tilbage til sit udseende fra starten af det attende århundrede. Gulvets terrakottaflyenser er magen til dem, der lå under fliserne fra 1930'erne, taget fik ny trækonstruktion og buede teglsten, og hvælvingen blev genopbygget. Arkitekten Antoine Grisi, en specialist i historiske monumenter, stod i spidsen, og virksomheder certificeret til arbejde på historiske bygninger udførte håndværket. Væggene er igen kalkede, og alteret er sat i stand efter den oprindelige barokstil.

En snedker fra Tende har fremstillet den dobbelte egedør specielt til bygningen, og korset i jern samt Maria-figuren på facaden kom som gaver fra en lokal smed. Kigger du på sidevæggen, viser den to spor fra egnens historie: en grænsesten, der engang adskilte kommunerne Èze og Nice, og resterne af Canal des Moulins, en landbrugskanal, som matrikeloptegnelser fra starten af det nittende århundrede nævner. Bronzeklokken med seks hanke bærer Jomfru Maria på den ene side og Nices våben på den anden. Fra ni om morgenen til ni om aftenen slår den automatisk på hver time.