Santa Maria delle Grazie

Santa Maria delle Grazie står midt i Milano som et af den lombardiske renæssances hovedværker. Basilikaen har tre skibe, er rejst i mursten og granit og er tilgængelig for kørestolsbrugere. Kirken tilhører dominikanerordenen og ligger under sognet San Vittore al Corpo. Ordenen har været til stede i Milano siden 1227. Facaden deles i fem felter af seks stræbepiller, og relieffer i terrakotta indrammer vinduerne og rosetterne. Inde møder du en række kapeller, som hvert især er oplyst af et centralt rundvindue. Spidsbuer og ribbehvælvinger bærer den gotiske arv, mens korintiske kapitæler peger frem mod renæssancen.

Historien begynder i 1460, da grev Gaspare Vimercati skænkede jorden til dominikanerne. Den første sten blev lagt den 10. september 1463, og Guiniforte Solari ledede byggeriet. Solari arbejdede også på Milano-domkirken og Certosa di Pavia. I 1469 stod klostret færdigt takket være grevens patronage. Tribunens byggeperiode begyndte mellem 1492 og 1493, da hertug Ludovico il Moro ønskede et mausoleum for sin familie. Bygværket tilskrives Bramante, selv om nogle også peger på Giovanni Antonio Amadeo. Det rummer en stor halvkugleformet kuppel og en rund loggia. Anlægget blev rejst som et symbol på hertugens magt.

I klosterets refektorium findes grunden til basilikkens verdensberømmelse. På en af væggene har Leonardo da Vinci malet "Den sidste nadver", den fresko, der gav kirken en plads på UNESCOs verdensarvsliste. Basilikken blev derved det andet italienske sted på listen, kun overgået af helleristningerne i Val Camonica. Udvendig bærer både kuppel og loggia dekorationer i terrakotta og granit, den livlige stil, man forbinder med den lombardiske renæssance.