Église Saint-Pierre du Gros Caillou

Église Saint-Pierre du Gros Caillou ligger i Paris og er en romersk-katolsk sognekirke, færdiggjort i 1833 med neoklassisk arkitektur. Navnet henviser til en stor klippe, der engang markerede en sognegrænse. Kirkens historie begyndte, da befolkningen i Paris’ syvende arrondissement voksede, og Saint-Sulpice blev for trang. Et første forslag til kirken kom allerede i 1652. Byggeriet begyndte i 1733, og Jean Chalgrin tegnede senere en ny version, før revolutionen standsede arbejdet. Den franske revolution afbrød arbejdet og førte senere til nedrivning. En ny kirke blev påbegyndt på samme sted i 1822 efter tegninger af Etienne-Hippolyte Godde. Facaden viser neoklassisk enkelhed med et peristyl og doriske søjler. Indenfor bærer doriske søjler buer, mens det hvælvede loft er udsmykket med skulpturelle roser. Hvælvingen har skulpturelle roser over de klassiske søjlerækker. Jomfrukapellet fra 1971 skaber en moderne kontrast med rette vinkler og farvestrålende glasmalerier. Et maleri viser Sankt Frans i bøn. Jean Batiste Marie Pierre malede værket og var hofmaler for Ludvig XVI. Kirken rummer også Jean-Sylvain Baillys jordiske rester. Bailly var Paris’ første borgmester i 1789 og knytter stedet til byens politiske historie. Stedet samler derfor neoklassiske former, religiøs kunst og senere arkitektoniske tilføjelser.